72
Det er noget der dæmrer for Terkel. Et rødt spin, der bølger på en baggrund af mørke. En stemme, der svæver på et sprog han ikke forstår. En tanke, der forsvinder. Og Terkel trækker gennem spindet, og svæver vægtløs i et uendeligt rum af flimmer, men dér: cirklen uden substans, mennesket, dyret – alle rekursive – og der vokser mandelbrotfraktaler fra punkter … Terkel har en knaldrende hovedpine, og får kvalme af al den mangel på op og ned, men han synes det er smukt, og det er det. Sådan går der en evighed.
Men så: Hvidt lys!, som en stok ind i hans sig … en enorm hånd hiver i hans ansigtshud. Dét forstår Terkel, og han sveder, men det er alt for tungt. Terkel tænker ikke på, at han ikke ved hvor han er, for verden er igen konkret, men den hænger ikke sammen. Han kender ikke manifestationerne omkring ham.
Lægen siger: Jeg tror han er ved bevidsthed, han blinker med øjnene. Og Birgitte blinker streger væk.
0 Kommentarer