//////////

Digtet er ikke en vehikhikel for betydning, erkendelse eller anerkendelse, nej.

Digtet, der blot interesserer sig for sig selv som sprog, det selvrefererende digt, dur ikke, nej.

Digtet, der tror at sproget er verden og omvendt, er et dumt digt

men ikke nødvendigvis et dårligt digt.

Digtet står ikke alene.

Digtet må kende sig selv, ligesom digteren må kende verden.

Hvad betyder det, at digtet kender sig selv?

Hvad betyder det at kende verden?

Digtet, der ikke ligner et digt, er et godt digt. Og omvendt.

Digtet, der klær sig ud som et nybrud, et tordenskrald, en bøvs, er dumt, ja.

Digtet, der blot vil hilse på traditionen, er reaktionært, ja.

Digtet er en tilføjelse.

Digtet er en gestus. Sikke noget vrøvl.

Digtet er virkeligt.

Digtet drejer sig om hvad som helst, og derfor er det godt.

Digtet udtrykker ikke noget særligt, og derfor er det vigtigt.

Digtet, der godt ved, det bare er sprog, er et godt digt, ja.

Digtet bør ikke være hverken forlorent eller autentisk.

Det er hverken sandt eller falskt.

Digtet er noget for sig selv men ikke alene.

osv.