Bekendelse & Udkast

Disse fine fragmenter føles netop som det, jeg forsøger at forlade, men jeg aner næppe, hvad det er – en hånd fra mig forsvinder før, den er fanget. Det betyder ikke, at det ikke gør en forskel, hvad det næppe gør, hvis vi skal prøve at kortlægge de rør, vi bliver ført igennem, så bliver det svært. Jeg ved, at et forsøg er at arbejde indefra, men det er håbløst – jeg forsvinder før jeg husker, hvor jeg kom fra, hvorfor jeg kom, men på den anden side – er der heller ikke noget. Det betyder ikke, at det ikke gør noget, for det gør det, det forstår jeg. Jeg forstår, at det gør noget, men så hører det også op. Jeg gør mig helst til noget særligt for i det mindste at gøre noget, men jeg forveksles så let, jeg forveksler så let handlingen med læsningen. I det mindste gør min krop modstand, men selv denne forbigående modstand bliver slået ned, lettere end en fjer bliver røret sat for snuden af én, og det betyder endnu en periode uden udsyn, aldrig er der ro, aldrig får jeg ro fra det sted, der kalder. Kunst, politik og alle andre systemer er håbløse afledninger, men også de eneste, der åbner for en fornuftig overskridelse, en magtovertagelse, et gennembrud ud af røret. Jeg rører mig sjældent, og har svært ved at tage menneskelige bekymringer alvorligt. Det er en bekendelse. Det er ikke billederne, der er problemet. Billederne er uskyldige. Det er heller ikke fotograferne, der er skyldige, for de aner ingenting. Det er billedhuggerne, der må tage lorten på sig. Tage lorten i hånden. De er de eneste, der kan gøre det uden at kaste op. Jeg bliver konstant forholdt forhold, jeg skal forholde mig til. Det sker hele tiden. Jeg slår mig selv op på teksttv, og ser, det er klart, at kloden har drejet en omgang, og jeg er fulgt med. Længere inde i det meningsfulde kan jeg så endnu engang samle mig selv op. Bare denne enkle handling gentaget gennem firs år. … alle tanketårnene er labyrinter, men det er netop ingen grund til at forlade sig i hverdagen, der er et rør. Måske er det muligt, jeg kan finde noget dér, men det er også umuligt. Lad mig sige det som det er. Alle er uskyldige. Ingen aner en hånd fra sig. Næppe er vilkåret.