2.1

en mælkehvid bøtte

man elsker

en elektrisk strøm

man mimer

en levende

og drukner …

——————–

du satte min arme af

ved motorvejsudfletningen

og forsvandt

——————–

efterårets pink kroner her

er

det naturligt?

2.2.

gør grønne i loftskammer

bag menneskets øre på ekko

mens tørrende beskøjter

sænkes i dram: sikkert flos.

——————–

indhjørnet kaplses den snegl

til en blå snegl kan formere sig

——————–

vendingens nakkeskud til

skolepirs smukke teorier

2.3

du hamstrer blanke sten

af mælkebøttens lange arm

inde i superskoven

fyldes med dyriske

på det afslappede i dag.

——————–

kaffepistolen tømmes i maven på bankrøvere

som mimer forkerte menneskers butterflystil

i vores naturlige magtforhold

dominerer dette fugtige i Egons blik.

——————–

hjertet banker

dyr dør og falder ned

sporet er fugtigt

vi er på vej.

2.4.

Egon kaster mælkebøttetvivlen

i skønheds fjæs til symfoni

af voldtægters knirken fordi

han ikke længere mere.

——————–

explosionsmenneskene er formeret

i fortvivlelse og dammede kys

som allerede før det er forbi

er slidt af som Levisrøv.

——————–

Jeg sprætter på den måde

dette solmodne kan det ses

at min blødende sprække af tvivl

er fundet på?.

2.5.

Mine venner har druknet sig ned

til parkeringskælderen fra brændt bark

og dermed føler jeg mig svigtet. Å.

——————–

Jeg falder i et bundløst hul af tvivl

som formerer sig til stjerner som i stjerner –

Jeg tager på vej. Jeg er på vej.

——————–

til græsslags enorme drama

har jeg høstet en skøn blomst

den er gratis. Månen slår sig i mens.

Hvad kan ikke blæses bort?

Hvad kan samles som LEGO?

– denne nat af vilde skud!

2.6.

kaster jeg bolde op så er det fordi

jeg ønsker du griber dem. Vi marcherer

sammen til Overformynderiet.

——————–

At fråsen gik gennem kæben

burde ikke være en dødsårsag.

At forstanden gik ud bør være det.

——————–

de blafrer.

2.7.

I pigens bundløse stjernedrøm

flakser dæmoners prutter til hornmusik.

Det bruser.

Udefra kunne det ligne at hun sov.

En delfin, a dolphin, i køkkenet

er ingen sag. For et overpræsidie.

Det ordner sig.

Det ordner sig og bruser et blivende mønster.

2.8.

Spasmeskærmen klynker aftens måne væk

hvor urfolk findes som længsel

og

forlængst fortabt tid, der kravler ind

i det røde felt, hvor der glemmes med glæde

som en genudsendelse i sort/hvid

der søber sørgmodige suk.

Det var en stjerne.

2.9.

Forstanden er et bundløst lagen

der spændes ud under en økonomi:

hvis den f.eks. bløder eller er træt

af at vokse og derfor falder.

Kald den griber –

Kald den nødvendig – hvad?,

er det, der viser sig i

det tabte, der ikke bliver grebet?

2.10.

Lysglober spreder fredag aften

i de blandedes racers stammer

hvor jern kløver kød med glæde

og musvitterne virker uanfægtet.

De har handlet og kastet vild ild

på enkle urfolk, der går til

i en kronisk genudsendelse.

Som bliver sendt igen.

2.11.

Se! børnene spreder tarmen

og fylder den til pølse.

Se! børnene spiser tarmen

og sender den til tarm.

Se! nu slapper de ringmusklen

og

det

glider ud.

——————–

Flodens fisk sprættes gennem skibets skrue.

Stimen slår en hagesmæk baglæns

i det hvide skum.

Jeg kalder MIN kærlighed.

2.12.

Det søgende folk har længe bundet

knuder til virkeligheden og kastet

guld på svin til svinene fik nok.

Nu kaster de lortet tilbage – indtørret.

Ak

mit lys er slukket som dragens.

Hånden har kløvet arbejdet i smilende

stumper – lidt lissom Lille Per i Onkels Røv.

2.13.

Det er en fornøjelse at skyde egernet

og se det ligge og pumpe blod ud

på din grønne plæne, så den blir brun.

Bagefter vil jeg tage dine drømme

og analysere dem hårdt, brutalt.

Til sidst, dit røvhul, skal du vaskes

i din egen krig.

2.14.

Jeg kaster min hånd ud og skammer.