Dette var en drøm jeg havde i nat

Jeg ved ikke helt, hvor langt inde i det litterære miljø jeg sidder og trækker i tråde, men der er måske en grund til at jeg bliver provokeret, når den rutinemæssige anklage om en konsensussøgende litterær elite bliver fremført, måske mest fordi den ikke stemmer overens med min egen oplevelse af et miljø, der er mere uenigt, spredt og åbent end de fleste landskaber, jeg kender til. Mindre ville også være trist, det er jo klart, at der må stilles skrappere krav til dissens og udsyn til landets forfattere end til landets politikere, journalister, bankdirektører og andre fra den øvrige bestemmerklasse, hvor det er en vigtig kvalifikation at ligne. Men jeg vil ikke underkende, at det ser anderledes ud for andre, og det ville være dumt at lukke ned i eget perspektiv, hvilket vel var det den dansk-litteratur-splittende hvidhedsdebat handlede om – fra begge fronter. Nå, nu kom jeg vist til at blande bøgerne og menneskene sammen, det sker så let.

Den forhåndværende hængen til tørre af anklagen mod ’den danske litteratur’ har i alle tilfælde vækket erindringer fra min egen historie og vej mod litteraturen, dette var en drøm jeg havde i nat. Ikke at jeg er blevet forfatter endnu, bogen mangler jo – måske fordi jeg altid har næret mishag mod det formfuldendte, fordi jeg er mand, og derfor bliver holdt nede, men det tror jeg nu ikke, en sådan konstruktion ville indebære en mærkelig konspirativ offerfortælling, der må overlades til sekundære litterater og andre fra det oversete andet geled, hør dem, de bitcher nede på værtshuset, det konkrete eller virtuelle, en identitetsproducerende aktivitet, der virker glimrende til at dække over og fastholde egen talentløshed, men mest tror jeg, at mit manglende produkt bunder i, at jeg er for rastløs til at arbejde med det samme stof i længere tid, hvilket ikke usandsynligt er en overlevelsesstrategi, der har lighed med forskellige fortrængningsmekanismer, som jeg har måtte indoptage for at virke nogenlunde. Men du må gennem dæmonernes port før du kan tæske djævle og/eller skrive bøger, haha, og du må være god til at opholde dig på samme sted gennem længere tid, åh, det er den vigtigste egenskab for den, der vil skrive bøger – men jeg er del af et lille forlag, som aviserne skriver om, og således indehaver af en vis indflydelse på dansk litteratur.

Jeg var fjorten og var ikke vokset i fem år pga. en længerevarende traumatisk oplevelse, hvilket gjorde mig til klassens mindste og spinkleste knægt, mentalt var jeg vist også gået i stå og tænkte på mange måder stadig som et gammelklogt barn, jeg var ny i klassen og havde derfor tilnavnet nye, hvilket ikke var rart, da det konstant mindede mig om, at der var et fællesskab, hvor jeg ikke var velkommen – jeg kom fra en af kommunens underklasseskoler, hvor volden herskede, så der ikke var plads til spinkle drenge – mens den nye skole var privat og, som vi sagde, for overklassens dumme børn, de brugte mindre fysisk vold, hvilket var en fordel for mig.

Men det var, nu jeg tænker over det, mest en af de andre drenge, Christian med eller uden k tror jeg han hed, min hukommelse fra den tid er virkelig dårlig, der hele tiden fremkaldte denne forbandelse over min sociale position. Sandheden var sikkert, at han var mere udsat end mig, og at det var hans måde at overleve på, sådan tror jeg det var, fordi det altid er sådan det er. I alle tilfælde besluttede jeg mig på et tidspunkt for at det skulle være slut, at navnet skulle dræbes, så jeg tog fat i Christian og gav ham tæsk, vrede gør stærk, som man siger, ‘hjælp, nye er blevet sindssyg’ var den sidste sætning, hvori han brugte det navn.

Så fik jeg mere fred og jeg kunne vokse til. Danskfaget interesserede mig kun lidt, jeg var mere til de mere abstrakte ting, hvor man ikke skal forholde sig til sig selv, så det var også på trods af dansklæreren, at jeg kom i gymnasiet, hun anbefalede meget klart, at jeg valgte en mindre dannet vej, så, men student blev jeg, og jeg fortsatte direkte på universitetet for at uddanne mig til administrator af andres liv. På en togtur på vej hjem fra universitet, mens jeg sad og så landskabet rulle forbi, slog det mig, at jeg havde oplevet meget lidt og ikke kunne tillade mig at indtage den magt, jeg var ved at uddanne mig til, fordi jeg ikke havde lavet andet end at gå i skole, så jeg meldte mig ud, fik et job som nattevagt på en computercafé og begyndte at skrive og læse digte, tog på højskole, læste datalogi, faldt ud, mistede interessen, lavede poetry slam og eksperimenterende digte, søgte uden held på forfatterskolen, arbejdede som cykelbud, telefonsælger, læste teknisk design, droppede ud, arbejdede som receptionist, bartender, kassedame, lærervikar, postbud og andet, begyndte at studere dansk, og blev efter mange års ørkenvandring færdig kandidat, så jeg kunne opleve at være arbejdsløs, hvilket alligevel er den mærkeligste ting at være.

Jeg har aldrig rejst særligt meget, har altid fundet det latterligt at forestille sig, at udsynet var at hente derude, at man kunne udvikle sig ved at vade rundt i andres elendighed, men man kan selvfølgelig opdage, at der er forskelle i verden og at verden er stor, hvilket den er overalt. En opdagelse, der er mere forstyrrende, jo tættere på dit eget sted, du gør den, tror jeg. Hvilket vel er præcis derfor, at bøger, der beskæftiger sig med det pølsenormale partikulære velfærdsliv, er mere urovækkende end fortællinger fra fjerne egne, hvor du føler dig fri til at skabe dig selv, så du kan slippe for dig selv, distraheret af dit narrative begær og vilde ufarlige dyr. Det kan være en udmærket beskæftigelse for dig, der vil have fremgang, men du slipper næppe af den grund.