En haj er en haj

Holmens kanal 12. Jeg går hen til receptionisten, en ældre herre, og fortæller, at jeg har et møde med Eivind Kolding. 15.30. Receptionisten kigger dårligt på mig, spørger ikke om mit navn, men viser mig med en let håndbevægelse op. Første sal. Det er altså ingen spøg. Der går jeg så, op ad trappen. Døren åbnes, før jeg når hen til den. Jeg er ventet.

Jeg sidder i venteværelset. En dame har taget min jakke. Jeg er kold efter cykelturen og smøgen, jeg slog fem minutter ihjel med. Det bemærker hun, kulden, og jeg fortæller, at det er koldt at cykle om vinteren. Direktøren vil være der om et øjeblik, vi venter bare på reklamemanden, siger hun. To mænd i jakkesæt og pænt hår betragter mig stjålent fra rummets indgang. Jeg tænker, at de tænker, at jeg er en mærkelig fugl. De er også mærkelige fugle. Bankfugle.

Jeg griber en af de fremlagte men uberørte aviser. Berlingske. Det er et flot rum, det virker gammelt, autoritativt. Træpaneler med skjulte skabe og døre i. Reklamemanden ankommer. Han ligner en forside fra Euroman. Vi hilser høfligt, og jeg fortæller, at jeg blev overrasket over invitationen. Han griner og siger, at det havde jeg nok ikke regnet med. Nej. Det havde jeg ikke. Han spørger til, om jeg har blogget længe, og hvad jeg ellers laver. Jeg fortæller, at jeg skriver speciale. Dansk. Han kender hverken digteren eller teoretikeren, men siger, at det lyder spændende. Vi bliver afbrudt af Eivind Kolding, der ankommer snakkende. Han smiler og virker afslappet. Vi giver hånd og går ind på hans kontor. Jeg går en kort runde og bemærker, at det er passende med udsigten til Nationalbanken. Ha. Men vi har altså ingen direkte pipeline, griner Eivind. En abstrakt pipeline, måske?

Jeg bliver vist hen til sofaarrangementet. Der er sat frem til kaffe. Eivind skænker op til mig. Reklamemanden rækker forbi mig for at nå mælken, tager sig selv i det, og spørger om jeg bruger mælk. Jo tak.

Jeg sidder i sofaen på Eivind Koldings kontor. Overfor sidder Eivind. På min højre side sidder reklamemanden. Han siger ikke meget. Det er tydeligt, at han skal udlægge teksten for Eivind bagefter. Jeg kan se, at han grubler. Det er en dyr kunde at miste og det handler om at bruge mødet rigtigt. De vil gerne vide, hvad der fik mig til at gøre det. Jeg vil gerne vide, hvorfor de har inviteret mig.

Det er jo ikke sådan, at vi inviterer alle, der har kritiseret os.

Nej. Det ville også være svært.

Men dit indslag var blandt de mere intelligente.

Jeg føler mig vigtig og dygtig.

Jeg fortæller, at jeg ikke handlede i affekt, men måtte anse deres reklame som en krigserklæring, at der er grænser for, hvad banken skal blande sig i. Reklamemanden afbryder og siger, at jeg ikke skal holde noget tilbage. Bare sig det direkte. Her har jeg chancen. Tak.

Jeg har planlagt at optræde mildt og åbent for at få Eivind til at snakke.

Jeg fortæller med reference til Preben Wilhjelm, at det ikke giver mening at anklage en haj for at være en haj, men at man godt kan kalde den en hykler, hvis den spiller delfin. Det billede kan Eivind godt li.

…

Den tilfældige blogger spørger til, hvordan det kunne være og om det kan være rigtigt, at de ikke havde forudset finanskrisen. Direktøren svarer, at de nok havde ventet et mindre dyk, men at den kom bag på alle. Bloggeren siger: Nej, ikke alle. De er enige om, at der var en generel stemning af overmod og forbrugsmisbrug. At også politikerne havde et ansvar. Og den inkompetente regering. Og nationalbankdirektøren, der nu forsøger at undslå sig. Og borgerne. Men at jo, rigtigt nok, banken burde være bedst til at læse tallene, når tal nu er bankens speciale.

Den tilfældige blogger spørger til, hvordan det går med gearingen. Den arbejdes der på.

Den tilfældige blogger spørger til, hvordan det går med bankkulturen, om det ikke er et problem, at direktøren er omgivet af rygklappere. Jo, det er nok et problem.

Den tilfældige blogger spørger til overskudsplanerne (14 mia. i 2015). Om det ikke er rigtigt, at samfundsansvaret må vige, når det kommer i vejen for overskuddet. Det er nok rigtigt, men det er en balancegang mellem kundepleje og aktionærpleje.

Den tilfældige blogger spørger til, hvilken samfundsfunktion banken udfylder: Kontaktbureau for penge. De taler om bankstørrelser, og at det kan være et problem, hvis banken er for stor. Det er måske usundt for samfundet.

Den tilfældige blogger spørger til pa-strategiens omfang. Er det et demokratisk problem?

Den tilfældige blogger foreslår, at banken trækker støtten til den politiske højrefløj. Det ville hjælpe. Lidt. Direktøren påpeger, at også fagbevægelsen støtter politiske partier, at budskaber skal bruge penge for at komme ud. Jo. Politik er også interessepleje. Men ellers er direktøren nok lidt til den borgerlige side.

Direktøren vil vide, hvordan bloggeren forholder sig til netbankkurser for ældre. Bloggeren er ligeglad med netbankkurser for ældre, det må betragtes som almindelig kundepleje, siger han, men foreslår så solidariske kundevilkår, så det er mindre dyrt at være fattig. Om det er muligt? Måske, hvis de fattige kan undvære rådgivning.

Direktøren vil vide, hvad der skal til for, at bloggeren bliver mindre sur i fremtiden, om grønne investeringsporteføljer er sagen. Bloggeren bemærker, at han godt er klar over, at banken har grønne investeringsporteføljer, men at det ikke er nok. Hvad med generelt at give bedre vilkår for nye grønne og sociale virksomheder, spytte nogle penge i dem?, spørger bloggeren. Det er svært at vurdere om virksomheder er grønne og sociale, fortæller direktøren.

…

Jeg har spurgt til, hvor stor del af bankens aktivitet, der er derivatbaseret, fordi den store mængde kapital sat i derivater er et problem for den finansielle stabilitet. Eivind ryger ud i en længere forklaring om, at derivater ikke er spekulation, men risikodækning. Men du tror det er spekulation, gør du ikke, bryder reklamemanden ind.

Nu har de mig. Så snakker vi lidt mere og reklamemanden begynder at trippe og kigge på sit ur. Det har været et spændende møde, men vi er gået over tiden. Jeg når lige at fortælle, at jeg også har fundet det morsomt, som at være i audiens hos mørkets fyrste for at overbevise ham om at blive god.