Forvreden kærlighed. En tur i Fakta. Ujævn søvn.

Kroppen urolig: Verden urolig: Jeg er bange for fremtiden:

Jeg skriver til dem, som jeg ikke kender længere:

Jeg skriver til dem, der er følsomme i mit selskab:

Jeg bevæger armen en smule:

Armen hænger fast i ærmet, ærmet hænger fast i bordkanten:

Bordkanten står fast, så længe huset står.

Det har stået længe, jeg har ikke boet her så længe;

men det påvirker mig selvfølgelig. Jeg flytter lidt rundt på tingene

(i mit værelse)

Jeg ændrer ikke meget. Jeg skriver et brev.

Der er ingen der aner en hånd for sig. Jeg spiser ikke nok for tiden:

Mine arm bliver tyndere, den er efterhånden ren knogle:

Jeg tænker på Ane, Anna, Camilla, Elvira, Ida, Jane, Josephine, Julie, Julie,

og Laura, Louise, Mette, Kristina, Rikke-Marie og Silja

og dem jeg stadig kender

og dem jeg har glemt navnet på:

Om de sover nu, om de drømmer nu.

Jeg kan sagtens forestille mig alle deres ansigter, som et:

Netop når de læser dette, når de opdager deres egen tilstedeværelse.

Jeg blander tingene og pigerne sammen. Det er mørk nat nu.

Min krop kaster skygger. Fremtiden er en klang: