Kursiv

Jeg har skrevet et digt. Det er et stykke modkultur. Jeg har skrevet det fordi jeg mener, at det er vigtigt, at skabe noget andet, end det der er. Der er nemlig så meget. Et alternativ til det. Det er det, jeg har gjort. Nu håber jeg, at folk de læser det for det det er. Det er ikke alt muligt andet. Jeg mener, at det er vigtigt. Det er mere vigtigt end alt det fremmedgjorte vrøvl, som forlagene trykker. Det er et nødvendigt digt. Det handler også om noget vigtigt. Jeg har skrevet det for menneskenes skyld. Jeg tror, at de har brug for det, digtet. Normalt er jeg skuffet over digterne. De er alt for bange for ikke at skrive virkelige digte. Jeg har skrevet et uvirkeligt digt. Jeg har ikke dedikeret det til nogen, og det er hverken ironisk eller patetisk. Det er heller ikke særligt intelligent. Men det er ikke et almindeligt digt. Digtet underkender hverdagslivet. Ikke fordi der er noget galt med det. Det er bare ikke en sag for dette digt. Digtet handler om EU-forfatningen, kærligheden og ophævelsen. Det er gode temaer sys jeg. Den måde hvorpå det er modkultur er, at det er i opposition til religiøse, kommercielle, marxistiske og dekonstruktive livsholdninger. Og også andre. Digtet bærer sin egen livsholdning i sig. Og det indeholder ingen referencer, som ikke er førsproglige. Selvom det selvfølgelig er noget vrøvl, men det er det modsatte også. Det er et kønt og veloplagt digt. Digtet sætter sig på tværs i halsen. Det er et naivt digt.