Om digtoplæsning, indledende

Jeg har længe haft en interesse for fænomenet digtoplæsning både som litterat og som en art digter.
I den første rolle, har jeg fundet digtoplæsningen underligt underbelyst og æstetisk miskrediteret i forhold til, hvor central digtoplæsningen er for digtningens brug, distribution og oprindelse. At digtoplæsningen ikke et anliggende for akademisk kritik eller aviskritik (på trods af en udbredt bevidsthed om, at litteratur ikke bare er bøger) er der grunde til, dårlige som slette, og det vender jeg tilbage til.

I den anden rolle har jeg selv en praksis, der på mange måder har drejet sig om det oplæste digt. Det gælder både i det omfang, at digtoplæsningen krydser ind over en decideret performance (hvis det er en genre), og i kraft af en interesse i og fornøjelse ved sprogets lyd.

Som blogger blander jeg lige begge roller og forsøger altså hverken at være kunstnerisk interessant eller akademisk redelig. Og det er i den rolle, jeg her og i en række blogindlæg vil forsøge at beskrive digtoplæsningen. Jeg har ingen masterplan, så vi ser, hvor vi ender. Bidrag meget gerne med kommentarer og vinkler.

Nå, man kan, mener jeg, anskue digtoplæsningen på forskellige måder. Nu bliver jeg lige lidt taksonomisk:

Som fortolkning af det skrevne digt. Det er vel den almindelige opfattelse, og vel også den opfattelse, der er indlejret i ordet digtoplæsning. Digtet læses op (fra papiret). Bogens trykte digt er primært og den mundtlige fortolkning er blot en ufuldkommen eller tilfældig udgave heraf, og det er ofte mere interessant, hvis det er forfatteren selv, der læser, fordi det så repræsenterer et bud på hendes fortolkning. Parallelt hermed eller måske omvendt er opfattelsen af det skrevne digt som partitur for det oplæste digt, hvor det skrevne digt bliver sekundært som redskab til fremførelsen af digtet. I begge tilfælde gælder det, at oplæsningen afledes af skriften.

Som audiotekst kan digtoplæsningen betragtes som en af flere potentielle publikationsformer for digtet parallelt med forskellige skriftlige udgaver (f.eks. i antologier, forskellige udgaver, etc.). Væsentligt her i forhold til fortolkningen er, at der ikke er noget (klart eller nødvendigt) hierarki mellem de forskellige publikationer. Denne anskuelse lægger vægt på lydsiden og mindre på alle de ekstrasproglige fænomener (gestik, publikum, etc.) der også udgør en live digtoplæsning, hvorfor en sådan opfattelse også ofte som sit primære objekt tager forskellige lydoptagelser, som jo så også har objektkarakteren for sig. Det handler om dokumenter. Fordelen ved denne opfattelse er, at der ikke behøver at foreligge en skriftlig udgave for, at der kan være tale om en tekst eller et værk. Ligesom der ikke er problemer med improvisationer eller væsentlige afvigelser fra et trykt forlæg. Til gengæld risikerer opfattelsen af underbetone de sociale og relationelle spil, som også udgør den begivenhed en oplæsning er. Klaus Nielsen har skrevet en Ph.D.-afhandling, der i væsentligt grad abonnerer på denne opfattelse, og som kan downloades her.

Som performance er oplæsningen mindre afhængig og har en mere løs forbindelse til Litteraturen med stort L. Oplæsningen er i en sådan opfattelse mere en form i sin egen ret, og med performanceblikket bliver det muligt at forstå f.eks. samspillet med publikum, rum og performancekroppen og dennes stemme som et samlet æstetisk udtryk. Fordelen er desuden, at repræsentationen bliver aflyst til fordel for manifestationen og produktionen af et virkeligt udtryk.

Som social begivenhed. Det er den litteratursociologiske vinkel. Dels er oplæsningen som begivenhed interessant i formingen af kunstneriske subkulturer/miljøer og som centralt i litteraturens distribution, dels kan oplæsningsbegivenheden være ramme for social kritik, identitetsskabelse etc., og manifestere et mere eller mindre dissensuelt rum. Et sådan blik vil være mindre interesserede oplæsningens æstetik, men kan til gengæld være produktiv i forhold til at forstå oplæsningens logik og funktion – og kan også belyse fænomener som f.eks. den amerikanske poetry slam-scene.

Jeg tænker overordnet at en bevidsthed om disse (foreløbigt skitserede) forskellige måder at opfatte oplæsningen kan være produktiv, hvad enten man som litterat skal forholde sig kritisk tænkende til fænomenet, eller man som udøver f.eks. skal forberede eller endnu bedre udforske det mulighedsfelt, som oplæsningen udgør. Alt for mange forfattere og litterater stiller sig tilfreds med den første opfattelse, sikkert fordi det, de (er opdraget til at) interessere(r) sig for, er den skrevne litteratur, men det, tror jeg, undervurderer oplæsningen og producerer også både kedelige oplæsninger og kedelige skriverier om oplæsninger.