Op i røven med Forfatterskolen

For i Danmark er to skaldede års studier på Forfatterskolen det samme som en livslang litterær blåstempling. Skriver Leonora Christina Skov, og det er faktisk rimeligt sandt. Vagt i gevær: Adgangen til kunststøtte bliver lettere ligesom adgangen til forlagenes (Gyldendal) vilaverkunstforalmenvelletbrandingpulje bliver det. Både staten og Gyldendal har brug for legitimering, og der træder Den Gode Litteratur velvilligt til. Det kommer der mange kedelige tekster og bøger ud af (ikke mindst: alle de ansøgninger der bliver skrevet!), men så står forfatterskoleforfatterne også på egne ben. Det gør de altså. Alligevel. Alternativet. At den såkaldte genrelitteratur er god fordi den er genrelitteratur? Nej. Hvis alle disse krimier og shoppingbøger hæver sig op over massen af generisk mønstrede bøger (en roman, en digtsamling kan også være en kliche på makroplan, det er vel det, det handler om; og: kliche = død), så skal de nok få deres anerkendelse. Men der er så mange bøger, og de er så ens. Det kan ske, at de gør det, og at de får den. Ligesom det er muligt at bruge både klicheen og genren produktivt, som i interessant, men det kræver en vis negation. Men det er næppe det, der gælder primært på den krimimesse… Jeg læser ikke alle de bøger, livet er for kort. Sådan er det. Lev med det. Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke er muligt, at der blandt krimimessens bøger er virkelige mesterværker, eller bare gode bøger, der fortjener kunststøtte uden at få det, og fortjener at blive læst – og det er vel det det handler om – af de gode læsere, litteraterne og de andre forfattere, og af mig. Jeg kommer til at tænke på. På krimimessen – gider alle de krimiforfattere virkelig at læse hinandens bøger? På forfatterskolen – gider de virkelig at læse hinandens bøger? Sådanne spørgsmål er selvfølgelig meningsløse… Der må være nogle virkeligt gode krimier derude. Jeg har prøvet at læse hende Skov, og det var en forfærdelig, en FORFÆRDELIG prosa. Men, kære læsere, kender i nogle krimier eller bøger for kvinder i 30’erne, der er sygt gode? Hvis det er tilfældet, så læser jeg dem gerne, og inviterer forfatteren til at optræde midt i den smalle litteraturs hjerte, men jeg kan desværre ikke byde på kunststøtte.

Men det er sandt, at det er blevet og er et litterært kvalitetskriterie (I VISSE MEGET SPECIFIKKE MILJØER I KØBENHAVN HVOR ALLE KENDER HINANDEN OG IKKE GIDER STRØGE DERES SKJORTER OG SOM HELE TIDEN SIGER SÅDANNOGLE KLOGE ORD FOR AT VIRKE KLOGE OVERFOR HINANDEN OG FOR AT SNYDE DE ALMINDELIGE MENNESKER) at bryde med genren. Som vores – for tiden – mest væsentlige digter Lars Skinnebach (værdsæt ham, middelklasserøvhuller) skriver i sin genrebog:

”; at henvende mig til en offentlighed f.eks. fordi afstanden mellem her og der muliggør en utopisk tænkning (i i i hukommelsen er utopierne reelle) Digtet har måske en overordnet, men tom værdi, er på forhånd værdisat og bestemmende for hvilke ord og sætninger, der kan bekræfte den værdi (udfylde digtet, hvis man tænker genren som en form, beholder) og gør at jeg kan vurdere tankerne, dvs. si dem, så kun de fineste daler ned over et du. Det var det jeg fandt ud, at hvis man ændrede værdisætningen af digtet, af formen, så ville kriteriet for udvælgelsen af hvad der kunne optræde i digtet også ændre sig. Det samme gør sig vel gældende i virkeligheden i virkeligheden

Kh

Lars”

Det handler om politik, og det er ikke for sjov. Blot at udfylde genrelitteraturens skemaer er mangel på respekt over for det du, der er læseren, og leder direkte videre til facismen (eller i den danske middelmådigheds verden: DF og Sandholmlejren). Ak! …………. jeg vil tilføje, at det væsentlige problem i hele denneher bred-smal, genrelitteratur-kunstlitteratur-tænkning er, at den betyder, at litteraturen enten må stå i statens (kunstens) eller markedes (genrens) tjeneste, og det er netop det det handler om, at gøre modstand. Mod magten og for mennesket.

…

Jeg selv er i den heldige position, at jeg ikke blev optaget på forfatterskolen, ikke har modtaget kunststøtte og ikke er på et forlag. Jeg er ikke holdsat. Jeg skriver ikke bøger, men jeg skriver og virker alligevel (skriften binder sig til magten, det talte ord unddrager sig den). Hæ. Litteraturen, LITTERATUREN, kan ikke respektere alle disse anerkendelsesskemaer, som de kedelige forfattere hele tiden underlægger sig (for det handler om dem selv). Det jeg mener er: Op i røven med Grøndahl, op i røven med Frank og op i røven med Forfatterskolen.