Reality

[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Tekst” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Kastede smøgen fra mig
sagde undskyld
til en dame der snakkede i mobil
et stykke væk
undskyld
jeg har det mærkeligt
sagde jeg og vinkede
tror ikke det er så godt
måske er det hjertet

ring 112
så dramatisk
var jeg

så satte jeg mig på knæ
så stimlede folk omkring mig
og skarver drejede langsomt
omkring deres ø

en tililende forbipasserende
sagde
det skal nok gå jeg er sygeplejerske
du er ikke ved at dø akut
ambulancen er på vej
sagde hun
læg dig her i gruset
og træk vejret meget langsomt

en hund slikkede min sko
jeg tænkte jeg skulle huske min taske
og det skulle jeg jo
det var meget hverdagsagtigt
sådan at være døende
hvilket jeg jo ikke vidste om jeg var

men jeg tænkte det

er dette min sidste dag

læg dig ned lars-e
og se verden passere
kør i ambulancen og bliv koblet til kablerne
betragt den sinuskurve
så redder samfundet dig
så lever du endnu en dag

ventede tolv timer og blev så opereret
en sonde gennem lysken og ind
med ballonerne og de små rør

total rutine

lå og kiggede på skærmen
der sendte live fra hjertet
lignede måske en naturudsendelse
med underjordiske dyr
uden dyr

det står ikke så klart alligevel
jeg forestiller mig det tror jeg

hjerter kan også briste
når du tror de holder
man ved det ikke

verden er bare noget der sker

hvordan kan vi bære det
alt det vi skal igennem
før vi stiller træskoene

hvordan kan vi holde det ud

det mørke der venter
os
og
alle vi kender

det er svært at forstå

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]