Udkast. "Væren i og for dig".

At gør.

Du gør
et komma
af mit fjæs.

At vi gør
en verden at gå ind i
en verden at blive tom i.

Du gør
en omsejlning til en bagatel:
Der er et jeg og et dig
der er et du og et mig
eller når spyttet det blander sig.

Jeg maser mig i dig, hej hej / ses igen
ses igen.

Jeg er en ubrydelig enhed
du er en økse der bløder,
jeg skriver,
kom og få pik og kaffe, det er på mig,
skriver jeg.

At gør. Du gør. Jeg gør:
“Væren i og for dig.”
gør en verden af dit fjæs, du siger
at jeg skal sige at
“jeg elsker dig”, jeg spørger
og jeg er her og jeg er nu og
jeg er i og for dig, siger jeg, det er også
jeg kunne ligge med pikken mellem dine baller
jeg kunne ha en hånd på dit bryst
jeg kunne kysse dig i nakken.

Vi er en selvsludrende enhed.

Det er også det er ok jeg lugter af sved
det er også vil du med i brusebad
det er også vi kunne dele en flaske vin ude i skoven
og gå med flettede fingre, hjem.

Se på mig. Min hemmelighed er denne.

Jeg ser mig selv i spejlet og dine øjne, men
jeg accepterer i går og alt det lort
jeg laver hver dag. Der er intet andet.

Det er troen på det konkrete og en næse
til bagefter. Ingen skam. Ingen frelse.
I mig. For mig. Til dig.

Vi gør.
At kunne skelne at
din udgrænsning af rummet
(forstår du?;
du er komplementær
til resten af universet)
er grunden hvorfra derfor bliver
gyldig. Du er en selvsludrende enhed.

Du gør et komma af mit fjæs
når jeg opdager at
jeg kan opgive alt
og det er håbløst, jeg siger
“jeg elsker dig bare
ærgerligt og sølvregn
i dit vindue” og
“det er dig der er digtet”.