Den anden dag hørte jeg en eller anden sige, at man ikke skulle skamme sig over at køre i bil ind i klimakrisen, men at det var en skam at politikerne havde undergravet den kollektive transport, så, så mange var tvunget til at gøre netop det.
Og det er sandt nok, at man ikke sådan skal gå og skamme sig over at leve sit liv i den verden, der nu engang er. Ikke på den måde.
At for mange mennesker er den kollektive transport ikke en mulighed, fordi det ikke er en mulighed. Skam over ting man ikke kan gøre noget ved er øv, begrænsende, ødelæggende og skaber sikkert mennesker med mægtige parader oppe.
Du er fanget i en CO2-producerende økonomi, det er umuligt at deltage i økonomien, leve sit liv i denne verden, ånde, uden at udlede CO2. Sådan er det.
Men det er ikke sandt, at det ikke er muligt – ofte – at vælge den kollektive transport til, måske er det lidt mere besværligt, det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen, togene er blevet dyre og utilregnelige. Arbejdet må jo passet, hverdagen æder livet. Og det er også en vane, en bekvemlighed, en konsekvens af valg, som du tager, har taget. Alt efter de konkrete forhold, hvor du bor, tyndt befolket ude i landet udtyndet af det konventionelle landbrug.
Du er fastlåst af økonomisk form – og forstærker den fastlåsthed ved at gøre sådan, som man gør.
Men det er en fejl, tror jeg, at tænke den fastlåsthed, afhængighed – og skammen – som absolutte størrelser. Du deltager mere eller mindre, du udleder mere eller mindre, du skammer dig mere eller mindre. Du må have en lille skam, en lille frihed.
Du kan arbejde med at sælge biler eller dimser eller reklamer for biler eller dimser, du kan sige op, du kan blive skolelærer eller naturvejleder, druide. Hvad forestiller du dig?
Du kan bruge dine penge på at flyve langt og ofte eller på at besøge verdens bedste restaurant, eller en lille en, lægge dine penge i den lokale serviceøkonomi og ikke i den globale olieøkonomi, du kan lære at tilberede grøntsager eller du kan stege din bøf, fx.
Skammen. Du føler en stor skam, når du begår en forbrydelse, du føler en lille skam, når du glemmer at gøre kassemedarbejderen opmærksom på at du har fået for mange penge tilbage, du har opdaget det. Du føler en lille skam over at ghoste din date, du føler en stor skam over at svigte din elskede. Den lille skam er en sten i skoen, den gør dig opmærksom på, at du havde et valg, og at du valgte dig selv, sådan som du var. Men du kan sagtens leve med den, det må du gøre.
Du føler en lille skam, det er okay. Du lever lystigt. Påmindet.
Du føler ingen skam, du er et røvhul. Du er fanget i dig selv.
Den lille skam vil sende dig af et nyt spor, hvor du ikke gør som man skamfuldt gør, du træder et skridt ud af den gamle økonomi – du begynder at leve på en mindre afhængig måde, du ændrer dig.
Du begrænser dig, hvor du begrænser den magt som former dine handlinger. Du begynder at forme en ny livsform. Mindre voldelig. Den lille skam – som er sat i dig af viden (om konsekvenser for hvad, som ikke er dig) – skubber dig ud i et frit valg.
Det er meget lommefilosofisk det hele. Men det er sådan, jeg betragter sagen.
Du begynder gradvist, accelererende, friktionen mindskes, at lade dine materielle interesser flugte med alt det udenfors (klima, natur, de andre), og begynder dermed at handle – også politisk – efter egne – nu mindre skamfulde – interesser. Folk følger dit eksempel, som du følger deres. Vi skaber politikere som ikke undergraver den kollektive transport eller tilrettelægger samfund i alt for høj mobilitet, hvad det nu kan være, fordi din stemme følger dig selv. Faseskift. I overensstemmelse med dig selv venter du på toget.
At vente på at politikerne ændrer den verden, som du er bundet ind i, for dig, før du selv begynder at vikle dig fri, er at vente på en revolution som næppe kommer – og hvis den gør, så bliver den ufri.