Så, nu skifter stemningen. Nu ånder vi frit, og er som vi er. Vi siger hvad vi tænker, tror hvad vi tror. Ikke mere lade som om, ikke flere bylærker, ikke mere leverpostej, ikke mere sofahygge, dommedagsrulle, tv-serie, ikke mere sørgespil til at holde døden ud.
Det bliver: Slut med tillært politisk bevidsthed, brune forklædninger, slut med gamle mænds spilfægteri og slut med omsorgens uskarpe dage, noget for noget-kram, slut med solidaritet uden offervilje, slut med at give stemme til og slut med pegefinger, slut med fordækte pornohjerner og gode hængeminer. Elendige selvforsyning, Instagram, antikapitalistisk popmusik.
Vi lukker strukturen, den er et fængsel. Vi lukker fremtiden, den må bære sig selv. Det er tid til business, private forvandlinger. Stemningsskifte.
Her kommer kroppen, olieindsmurt, spændt op. Her kommer den kunstige intelligens, den forvrider bustrafikken, her kommer blødt brød og grønt hår i frisure, ingen kender hinanden, det mærker man ikke! Her komme de dumme svin og holder den kristne fest, storby, døgnåbne børneinstitutioner, vi tager grisemaskerne på og tænder for stroboskoplyset, det er de sidste tider, boomblaster, mægtige penis, datamontage, brugerflade, orgie. Her kommer krigsmaskinen og river lemmerne af, motorvej. Det kunstige fedt drypper fra hagerne, grænserne patruljeres med hunde, de overskrides, guderne hallucinerer, og formerne sluger sig selv.
Stemningsskifte. Kernekraft. Kornmangel. Åh!
Folkemusikerne henne i hjørnet spiller på digitale violiner, de synger i fede tunger. Ingen kan finde hjem, synger de, hjertet drives af vindmøller, forvildning, råstof. Vi pustes ud, synger de.